• Night ride

> <
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
ReklamerGPS1ReklamerEndo1ReklamerFB1

MTB kørsel på Ibjerget

Hey FraugdeMTB - (og andre MTB brugere af Ibjerget.)

 

Vi og andre brugere af Ibjerget har modtaget dette opråb fra Tarup Davinde I/S.

"Tarup Davinde I/S har fået en henvendelse fra Skytteforeningen som driver skydebanen på Ibjerget. De er stærkt plaget af MTB kørsel på skydeanlægget (se billeder). Det er uholdbart at MTB kørslen på denne måde påvirker skydeanlægget og i nogle tilfælde udgør en sikkerhedsrisiko i forbindelse med skydningen. Jeg håber at I, i den konkrete sag, vil kommunikere til jeres medlemmer, elever mv. at kørslen på skydeanlægget, herunder op og ned af de omkransende volde ikke er tilladt."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi opfordrer til, at alle medlemmer af FraugdeMTB overholder dette påbud, og at i er med til at udbrede dette til andre udøvere af MTB sporten på Ibjerget.

Generelt er det en meget dårlig ide at lave nye spor/udvide eksisternede uden at undesøge om der er tilladelse til dette.

 

- TrænerTeamet

Onsdags sommertræning

Så er det ved at være tid for alle godtvejrs rytterne at komme ud og få luftet den vinterblege krop.... Vores onsdagstræning bliver lavet om fra MAD til alm. træning.

Vi starter fra hallen kl 19.00 (Ibjerg kl 19.30).

I starten kan vi risikere at skulle køre hjem i mørke, HUSK derfor alm lygter til landevejen.
Onsdagstræningen er igen fast, der vil derfor kun komme indlæg i trænings forummet ved ændring eller aflysning.

Megavalanche 2014

Så er der åbent for tilmelding til Megavalanche 2014. Kan kun anbefales :-) og så er det forholdsvis billigt.

Link her og så kan man også se den officielle video fra 2013. Læg især mærke til ham med den røde rygsæk ude til venstre 1:15 med nummer 2849 ;-)

Hvis nogen skal bruge oplysninger om stedet, så siger I bare til.

-John T

Gear setup & Svanninge 16/11-2013

Vi var en del, der havde tilmeldt os mange måneder inden 25km løbet i Svanninge Bakker, så det burde ikke være kommet som en overraskelse, selvom (især) mit resultat godt kunne se sådan ud. Selvfølgelig har jeg nogle undskyldninger klar i ærmet :-) som hovedsageligt inddrager mit nye gear setup.

Nogen har sikkert lagt mærke til, at jeg ofte har haft bøvl med min kæde og især det bagerste gearskifte (derailleur). Det ser ud til at være slut nu, hvor forreste skifter er fjernet og bagerste Shimano skifter er erstattet af SRAM. Den store forskel ligger i, at nu skal armen på bagskifteren ikke længere arbejde med ret stor varians i kædeopspændingen, så derfor har jeg valgt en bagskifter med kort arm og indbygget bremse, en såkaldt type 2, når det handler om SRAM. Shimano skifteren findes også med bremse i XT serien, så skal der bare et lille + på endelsen.

Hvad skal bremsen så gøre godt for? Jo, vi ved jo at kæden bliver strammet af en fjeder den ene vej, men bremsen sørger for at armen ikke kan bevæge sig så hurtigt den modsatte vej. Det vil sige at når der køres på rustikt underlag, så kan kæden ikke pludseligt blive slap. Derved har den ikke så nemt ved at falde af, og den kan heller ikke så let nå ud og spanke stellet og tilføje skader i malingen. Alt i alt har det givet mig en kæde der bliver på tandhjulene samt en helt lydløs oplevelse, selvom jeg skulle finde på at snuppe et lille hop på vejen. Jeg skal også lige nævne at mit nye SRAM setup skifter på en meget mere præcis og kontant måde i forhold til mit gamle Shimano, og det synes jeg er fedt!

Det har så efterladt mig med kun 10 gear, og det er hårdt. Det er nu min Svanninge-undskyldning kommer ind. Når man kun har 10 gear, så skal højeste og laveste helst passe perfekt til det løb, man kører. Det gjorde mine ikke. De to højeste fik jeg ikke brug for, og det laveste var afsindig tungt op ad Svanninges psyko-bakker. Jeg skulle ha’ haft en tand eller tre mindre på den forreste klinge.JT i Svanninge

1.km - Start midt i feltet. Hey, her er godt nok trængsel. Måske vi skulle ha’ startet i grupper? Hov! De andre har startnumre på, det glemte jeg da at få…

2.km - Utroligt så meget trængsel der kan være i sådan en skov. Flyt jer nu. Her kan køres stærkt. Hvad holder i her for?

3.km - Nå endeligt plads til at komme uden om de sløve padder.

4.km - Hey, hvor det går. Den bakke er godt nok stejl, men hvis jeg træder til, så går det nok.

5.km - Hold da op. Det var tungt. Nå, første tur hen over bakken er i hus.

6.km - Det her gearskift kører bare godt. Jeg bliver en vinder! Der står min søn, “Silas, smut om på bakken og optag video. Det er der, det sker”.

7.km - Hvordan kan der blive ved med at være så mange folk på cykel i den her skov?

8.km - Så er der plads til at gi’ den gas. Kom nu af vejen, så jeg kan få brug for de sidste gear.

9.km - Pokkers! Var den bakke så stejl på første omgang?

10.km - Gisp, gisp. Anden tur hen over bakken er overstået. Øv det er Anders, der overhaler mig der. Nu har han håneretten det næste år på arbejdet.

11.km - Hvor blev Anders af?

12.km - Kørte jeg ikke meget stærkere her på sidste omgang?

13.km - Ralle... Hvor kan jeg kaste op uden nogen ser det? Shit, der er to ture hen over bakken tilbage.

14.km - Puha. Det her klarer jeg aldrig. Hov! Der står Anette & John og hepper. Se frisk ud...

15.km - Hen over målstregen. Manden råber, at når jeg ikke har noget startnummer på, så kan jeg ikke vinde noget. Nå da. Jeg har en fornemmelse af at jeg ikke vinder noget om jeg så havde 10 startnumre monteret...

16.km - Snupper en müsli-bar. Host host, det er ikke til at snappe efter vejret med det her tørre stads i munden.

17.km - De her rødder er godt nok glatte. “BAGFRA BAGFRA”, ja tak, jeg kan godt regne ud, at du ikke kommer forfra. Prøv med venstre eller højre om. Eller sænk tempoet lidt...

18.km - Uha, godt det går nedad nu.

19.km - Aarrgg... ralle. To trediedele oppe. Jeg kaster op på sporet, hvis ikke jeg står af nu. Gå ben, gå. Kom nu i gang. Bevæg jer. Føj, der er en hel omgang tilbage endnu...

20.km - Hen forbi hepperne igen. Se frisk ud. Silas har fundet frem til dem. Godt sønikke, bliv bare der. Hold dig væk henne fra bakken med den video-optager...

21.km - Er det ikke ved at blive mørkt? Skulle jeg ha’ haft lygter med?

22.km - Ham, der overhaler mig der, har lys på. Er det mig, der skal slukke og lukke?

23.km - Yes, nedad igen. Pyha, kunne jeg ikke trille længere her på sidste omgang?

24.km - Pokkers. Startede den bakke så tidligt sidst jeg kørte her? Arrgg, en trediedel oppe og mine ben er stive og tunge som betonrør, jeg må af. Slæbe slæbe. Nu går det nedad. Trille, ahh, dejligt. Op ad bakke igen. Øv, jeg må trække langsomt det sidste stykke op. Ingen ser mig. Alle er gået hjem. Heldigvis. Hen mod mål. Jeg får en flot velkomst af alle de andre som står og venter på mig.

Tak til cheerleader Team Lund.

Min tid blev 2 timer og 6 min. (i følge min tracker), men jeg nåede ikke at ankomstregistrere mig til løbet, så jeg er ikke med i resultaterne fordi det viste sig at min chip ikke fungerede i systemet.

- John T

 

Mega-Optur

Så blev det endeligt sommer og Team Fraugde MTB alias John Lund og John Tvingsholm, samt fruer og vores to drenge satte kursen mod Alperne, hvor vi var tilmeldt årets Megavalanche-løb. Altså John & John var tilmeldt. Ikke fruer og afkom.

 

De knap 1.600 km ned til Alpe d´Huez blev tilbagelagt mellem kl. 10 søndag og kl. 15 mandag med en overnatning i Freiburg. Vi havde i fællesskab lejet et hus med 12 sovepladser, så der var rigeligt med plads. Vores cykler fik et dobbeltværelse med bad og egen indgang for sig selv. Huset ligger i ca. 1.850m i den nedre del af byen, som man kommer til via de 21 berømte hårnålesving, der hvert år lægger asfalt til Tour de France. Om vinteren er byen et skisports-mekka, og om sommeren er det omdannet til et cykel-eldorado for både MTB’er, DH’er og de glatbenede, som man plukker for hver en mulig cent ved at sælge dem “I did it” diplomer, tidtagningscertifikater, cykelstumper til dobbelt pris og portrætfotos fra steder, der er så snedigt valgt, at man slet ikke kan lade være med at købe dem. Resten af mandagen gik med at læsse af og finde ud af, hvor løbs-tilmeldingen og udlevering af liftkort foregik.

 

Tirsdag morgen var vi klar til at vise de andre Alpe-fræsere, hvordan man håndterer sådan et bjerg. For hvis der er noget vi danskere ved noget om, så er det bjerge...

 

Efter at have fået vores liftkort, som fulgte med løbs-tilmeldingen, var det afgang med liften op til det højeste sted (3. station, 2.800m), vi lige kunne finde og afsted på det spor de fleste andre kørte ned af. Det havde regnet det meste af natten og det småregnede stadigvæk, så underlaget var glat. Da vi ramte en bræmme af slush ice satte Mr. Lund sig på bagen, og jeg var heldig at ramme et spor, som førte mig helt igennem. Et par minutter senere mødte jeg en stejl nedkørsel hen over nogle regnvåde klippestykker, hvor mit forhjul stoppede brat, hvorefter jeg tog turen skråt hen over styret og klaskede kroppen i et bredt udvalg af alt muligt fremstående stenhalløj, som det man bygger bjerge af. Min højre underarm bulede nærmest øjeblikkeligt ud af en blodsamling på størrelse med en halv golfkugle. Mr. Lund havde lige set hvordan man ikke skulle gøre, så han tøffede stille og roligt hen over nedkørslen med bagenden godt bagude.

 

Nu havde jeg fået respekt for det her og valgte fremover at trække cyklen hen over de mest faretruende områder. Længere nede aftog klippeunderlaget og blev mere til et underlag af ral og skærver, som er opstået ved at smeltevandet har skyllet jord væk. Nu kunne der komme lidt mere fart på, og med den aftagende højde blev underlaget mere og mere til jord med fremstående klippestykker. Nede omkring 2. liftstation i ca. 2.300m højde var underlaget blevet til næsten ren jord, med en del forskellige spor, som var vel tilrettelagt med både hop, små ramper og oplagte sving. Det var sjovt at køre i. Rigtig sjovt. Hernede var regnen også ophørt, og vi kom ned til 1. station igen. Vi blev enige om at tage liften op til 2. station fordi det var derfra vi havde den sjoveste kørsel. Her på anden kørsel prøvede vi et nyt spor som for en stor del fulgte den asfalterede vej, og som var anlagt med mange hop. Da vi kom ned til 1. liftstation igen, fandt vi et spor som førte de sidste 150 højdemeter ned i den ende af Alpe d’Huez, hvor vi boede. Efter ankomst til vores hus blev vi enige om at det var nok for den dag. Ikke mange kilometer, men kors hvor bliver man brugt i kroppen og ikke mindst i hovedet af den konstante koncentration, som sådan et par wannabe down-hillere lægger i det. Om aftenen fik vi kigget på et oversigtskort og konstaterede at den første tur vi havde oppe fra det øverste, var det sorteste spor i området. Vi fandt også ud af at det var tiden at skifte til de rigtige dæk og at det faktisk var ret fedt, at vi kunne stå på terrassen og ordne cykler med en kølig pils i hånden.

 

Onsdag gik stort set på samme måde, men uden de store skader. Vi fik også afprøvet et spor som går fra Alpe d´Huez ned til Huez som ligger 300m længere nede af bjerget. Dette spor er med ret skarpe oplagte sving og hældningen nedad er til at få øje på. Denne del hører til det spor, som skulle køres til kvalificeringsløbet. Desværre er liftsystemet i den ende ikke med særlig stor kapacitet, så der var en times ventetid for at komme op til vores hus igen, men generelt må man sige at ventetid ved liftene ikke var noget problem.

 

TerrasseTorsdag holdt Mr. Lund en hviledag for at lade op til kvalifikationsløbet om fredagen. Jeg tog 3 ture fra øverste station og begyndte at føle mig mere sikker i de øverste nedkørsler og oplevede mere og mere at min 160mm fjedervandring gik i bund når der var fart på. Jeg læste inden tilmeldingen at nogle havde ligget helt i toppen af resultatlisten i 2012 med 120mm forgaffel, hardtail og single speed. Det virker helt ufatteligt på mig at det overhovedet kan lade sig gøre, og generelt er der heller ingen tvivl om at dem, der kommer lettest hen over tærrenet er dem på +200mm DH cykler, så længe det går nedad.

 

Fredag. Kvalifikationsløb. Mr. Lund skulle starte allerede kl. 10, og man skulle være fremmødt senest 20 minutter før start. Vi vidste også, at der var et stykke man selv skulle transportere sig fra toppen til start, så vi tog afsted allerede kl. 7.45 for at være der til tiden. Og det var vi. Allerede 9.15 var de første rækker af første startgruppe ved at være på plads. Hvis vi ser bort fra kvinder og børn, så var der 15 startgrupper med 90 ryttere i hver, som tilsyneladende var sammensat tilfældigt og med de bedste ryttere i de foreste startlinier. 

 

Musikken pumper ud af de opstillede højtalere mens nummergrupper råbes op via et andet højtaleranlæg. Ti minutter før start er alle på plads. Musikken skifter til mere hård tekno og en lille mand går foran hele feltet med et skilt, hvor der står 5 minutter på. Spændingen stiger og nu viser den lille mand et skilt, hvor der står 1 minut. Musikken skifter til den (for Megavalanche) klassiske La Bomba af DJ Camacho. 30 sekunder, og de fleste har nok en puls på 150 uden at røre sig ud af stedet. Starten går, den lille mand kravler febrilsk op over nogle klipper ude til venstre og folk knokler løs for at komme først hen i det smalle sving som er indrammet af omtrent 1 meter høj sne på begge sider. Folk vælter i store bunker og kæmper for at komme først op på hjulene igen. Det her ligner en krig, og tekno pumper ud af højtalerne. Publikum står på kanten af sporet og jubler som om det er en romersk gladiatorforestilling. Mr. Lund som starter i bagerste række slipper så vidt jeg kan se intakt gennem starten. Jeg ser 3-4 starter mere som går hver 15. minut, hvorefter jeg finder mig nogle gode sten at ligge på, et stykke fra al balladen, og hvor jeg har et godt overblik over det landskab, der køres ned i. Jeg prøver at samle mig mentalt til at min start går 13.30 mens jeg ser på hvordan de andre tackler områder med sne nede i landskabet. Solen buldrer løs fra en skyfri himmel, jeg stiller alarmen i min telefon til kl. 13 og tager mig en lur med en knæbeskytter over ansigtet, for jeg har glemt solcremen. Zzzz...

BEEP BEEP BEEP, klokken er 13, og der er 10 minutter til at jeg skal holde på 2. række i startopstillingen. Hen efter min cykel og ind på plads. Ser lige at jeg har modtaget en sms om at Mr. Lund er væltet og udgået. Damnit! Den lille mand viser skiltet med 10 minutter. de tre nærmeste ryttere foran mig står i deres pedaler og hopper med deres cykler mens de prøver at skubbe hinanden af. 5 minutter. Pokkers. Hvad er det for en flok vandvittige jeg er havnet i mellem, og hvorfor holder jeg her i anden række med 50 mand bagved som kun er ude på at pløje mig ned i mudderet? Jeg starter Endomondo på min iFon.1 minut. Jeg tager den ene handske på jeg har tilbage efter at have mistet den anden på vej herop. 30 sekunder. LA BOMBAAA brøler ud af højtaleren, starten går, jeg springer op på mine pedaler blot for at konstatere at cyklen står i højeste gear, skifte, skifte, skifte og jeg kommer godt ned mod første venstre-sving i blandt de første. Tør ikke at se bagud i skræk for at se en blanding af skarpt stål og sindsygt kød komme væltende ned i mod mig. Næste sving går til højre og det går vældig fint. Øjner lige chanchen til at se op mod starten hvor den sædvanlige klump af væltede ryttere stadigt ligger og roder i en bunke. Fedt! Jeg slap fri og nerverne begynder at falde til ro. Nu bliver sporet bredere og der begynder at komme lidt spredning på feltet. Efter nogle passager med slush ice og en rimelig god bjergvej, kommer jeg ned til den stenede sektion, som jeg allerede kender. Jeg har sagt til mig selv at der er et par steder hvor jeg hellere trækker cyklen nedover end at risikere en skade. Skal bare gennemføre den her. 20 minutter senere passerer jeg min famillie og Lund’s som står og hepper nede i Alpe d’Huez. Derefter kører jeg sidste sektion ned mod Huez som jeg har prøvet en enkelt gang før. Det går fint og jeg kører fra et par stykker mere. Ind imellem kommer der også nogle damer fløjtende forbi mig selvom de er startet et kvarter senere end mig. I mål får jeg registreret min tid og får udleveret en omgang pasta og en flaske vand. Jeg sætter mig og nyder showet lidt, inden jeg stille og roligt cykler de 5 km op ad bjerget for at komme til vores hus.

 

Kvalificeringsløbet inddeler rytterne i grupper, så de kommer til at køre med andre på samme niveau.Lift

Nævnt fra den hurtigste ende af hedder de: Megavalanche, Amateurs, Challenger og Affinity, hvor den sidste går ud på at ryttere sendes afsted som enkeltstarter med individuel tidsregistrering. Min tid blev 36 minutter og 25 sekunder.  Det var et minut og halvtreds sekunder for langsomt til at komme i Challenger klassen. Øv.

Mr. Lund var udgået efter et styrt, som bukkede hans forhjul om til en sommerhat. Han kom ikke noget livstruende til, og det lykkedes ham at bukke hjulet så meget på plads, at det kunne rotere i forgaflen og tøffede derefter hjem. Det betød, at han slet ikke kvalificerede sig til det rigtige løb.

 

Lørdag. Dagen hvor jeg skulle køre det rigtige løb. Lørdag afvikledes dame-klassen, Challengers og derefter kunne Affinity de næste 4 timer starte når de havde lyst. Programmet sagde at afgang til Pic Blanc skulle ske fra nederste lift kl. 7.40 for at nå starten til Affinity kl. 9.45

Turen helt op til den øverste top tog også en del tid, da kapaciteten på den øverste lift ikke var så stor. Da jeg kom op til toppen var damerne allerede kørt og jeg nåede så at se Challengers gøre klar. Det tog halvanden time inden alle 313 ryttere var linet op i rækker som svarede til deres kvalifikationstid. Jeg brugte tiden på at besigtige den piste som starten gik på. Vi var i 3.300m og der var pænt langt ned til snefrit område. Folk sagde også at der var ekstraordinært meget sne i år. Men værre endnu, så var pisten så stejl (sort) at jeg overvejede om det her overhovedet var noget, jeg skulle kaste mig ud i. Selv på snowboard ville jeg betænke mig. Nu var jeg pludseligt glad for ikke at starte i Challengers, for med de starter, jeg havde set i kvalificeringen med 90 mand i hver gruppe, så turde jeg slet ikke tænke på, hvad der skulle ske med 313 ryttere som skulle ned af den samme sneklædte sorte piste. Solen bankede ned fra en skyfri himmel og der var pænt mange tilskuere. Som vanligt lød der musik og der blev fyret ekstra op for La Bomba da starten gik. Nu gik det op for mig hvorfor det hedder Megavalanche. Avalanche betyder lavine og den her var mega. De fleste fra første og anden række fløj afsted ned over pisten, men ret hurtigt opbyggede der sig en lavine af væltede ryttere, sne og cykler som rullede ned af pisten i et kæmpe kaos. Jeg har aldrig set noget så sindsygt, og det var der flere omkring mig som heller ikke havde. Der blev forsøgt med alle mulige metoder til at bringe sig ned af pisten sammen med sin cykel. Nogle på bagen med cyklen i skødet, andre sad på det bremsede baghjul. Nogle få gav den bare gas ned over sneen. Senere så jeg at de forreste var langt over 100km/t og de lagde hurtigt distance til de næste bag dem. I løbet af en times tid var alle Challengers ude af sigt.

 

StartJeg havde ingen hast og hentede min cykel for at lave min enkeltstart. Bip. Tidtagningen startet. Ingen tvivl om at øvelse i snekørsel ville have hjulpet mig meget her. Jeg afprøvede forskellige metoder som den med at sidde på baghjulet, og opdagede også hvad der skete når jeg glemte at bremse hjulet... Den eneste metode jeg ikke rigtigt fik afprøvet var den med at slippe bremserne og pege forhjulet ned mod dalen. Efter en halv times tid havde jeg kæmpet mig ned til en højde hvor sneen begyndte at aftage og blev til den velkendte slush ice. Et kvarter senere var det bare smeltevandspor jeg kørte i. Fulde af skærver. Sporet var helt nyt for mig, og jeg blev overrasket over hvor stor en ulempe det var ikke at have kørt det før. Jeg kunne sagtens have brugt 14 dage inden løbet til at tjekke sporene ud. Sporet skiftede karakter mange gange og bød på alt muligt lige fra smeltevandsrender til rodfyldte skovbunde. Men gennemgående var det at affjedring var en ret god ting at have. Man skal se det selv, og Pinbike har også lavet en fin fotoserie fra helikopteren som man kan se her. Omtrent halvvejs nede mødte jeg Mr. & Ms. Lund som lige gav mig en hepper med på turen. Det var rart og gav lige energi til at snupper turens mest berømte stigning i et snuptag, mens folk omkring mig stod af. 

Min tid endte på 1 time og 52 minutter, hvilket der placerede mig på en 169. plads ud af 239. ryttere i min klasse. Ikke noget prangende resultat, men hurtigt nok til at jeg ikke ville have været sidste mand selvom jeg var kørt med i Mega-klassen. Hurtigste mand kørte på ufattelige 38 minutter og 42 sekunder.

Efter den obligatoriske pastasalat og en flaske vand, fandt jeg shuttlen som bragte mig til den nærmeste lift, der førte op til midten af bjerget. Herfra kørte jeg en stille og rolig tur ad de orange spor ned til Alpe d’Huez. Det føltes som at køre på en luftpude og hoppene var så flinke at jeg knap bemærkede dem.

Tilbage til huset fik jeg min heltemodtagelse af familie og venner, samt en velfortjent kold øl, mens der blev udvekslet historer med Mr. Lund. Ærgerligt med hans forhjul, for det ville have været fedt at køre enkeltstarten sammen med ham. Aldrig før har jeg følt mig så gennemtæsket som efter det her løb, og til dem som siger at down hill’ere bare fiser den af, mens cyklen triller nedad: I aner ikke hvad i snakker om, og lad mig så lige se jer til Megavalanche 2014 :-)

 

-John T

 

 Officiel video her.

 

@2014 FraugdeMTB | Tlf. 28191946  |  Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.